– Streetdance er samtidsdans

Denne teksten er et tilsvar til anmeldelsen «Scenekunstfeltet har mye å lære av festivalen Urban Moves». Tilsvaret ble først publisert på forfatterens Facebook side, og er gjengitt her med tillatelse.

Tak for artiklen, Venke Marie Sortland, interessant læsning og mange spændende betragtninger. Jeg mener at streetdance er en samtidsdans, og derfor er hele spørgsmålet om «streetdance forsøker å legitimere seg selv som scenisk uttrykk gjennom å formmessig nærme seg samtidsdansen» vel egentlig ikke relevant. Måske tager jeg fejl, måske vil nogle mene at streetdance ikke er samtidsdans. Jeg vil i så fald gerne høre deres definition af samtidsdans og derfor også hvorfor streetdance ikke er samtidsdans.

Jeg selv, som dansekunstner, prøver at lægge genrer fra mig når jeg skaber. Jeg er bevidst omkring mine værktøjer samt kultur og tradition, men hvorfor skal streetdance som genre bibeholde sin kulturelle kontekst og «spille åpenlyst på streetdance som håndverk»? Er det fordi modtager af kunsten forventer og ønsker det? Og hvorfor skal «noe av den uformelle og sosiale situasjonen bli ivaretatt inne i scenerommet»? Er det fordi man ser hvor definerende det er for streetdancen og dens tilhørende kultur og derfor forventer det? Er disse greb ikke noget alle dansekunstnere kan bruge i sine kunstneriske valg; at skabe uformaliteter, sociale situationer og spille på godt håndverk (her går jeg ud fra at der menes god danseteknik og bevidsthed om genrens kulturelle kontekst/historie?). Jeg føler at disse tanker udspringer fra den helt normale proces, at man som modtager oplever kunst ud fra sit individuelle ståsted som indebærer ens bagage; kundskab, forventninger, humør den dag etc. Ekspempelvis beskrives Emmanuelle Lê Phans forestillinger med blant annet at, det «nesten ikke var mulig å gjenkjenne som streetdance». For en nørd (ekspert?) som mig selv, var begge meget tydeligt streetdance, så denne observation er måske tilbage til tidligere nævnte proces; at man oplever det ens forventninger tillader. Når jeg går og oplever scenekunst (eller kunst generelt måske), så er genren i sig selv ikke interessant for mig, på samme måde som når jeg selv skaber. Ja ok, ting kan sættes i en kategori, men det er vel som oftes ikke formålet med kunsten i sig selv?

Mit perspektiv er omvendt; jeg ønsker at streetdance’en modnes, vokser op og ser mulighederne for at lave scenekunst uden at skulle vise showdans, imponere med teknikker for teknikkens skyld, «flirte» med publikum, danse frontalt, danse synkront, føle musikken i improvisation (eller sat form), være effektfuld, producere mest mulig materiale på kort tid etc. Med andre ord; ikke sidde fast i traditionen, men hellere lære om så mange værktøjer som mulig for at formidle og udtrykke sig som dansekunst. Når dette er sagt er jeg meget bevidst på vigtigheden af at beholde selve hiphop- og streetdancekulturen og traditionen i live, eftersom netop dét er vores udgangspunkt, grundlag og grobund.

At man oplever kunst forskelligt er jo ikke noget nyt, men hvis man så “»Urban perfomances» og oplevede de to første som «wannabe-contemporary-dance» og det sidste som «tro mod streetdance’en», så bliver min frygt om mainstreamens udvanding af kulturen og dansen bekræftet. Jeg håber at flest mulig får oplevet streetdance’en og hiphopkulturen i levende live udenom hvad man ser på de fleste popkoncerter, i fjernsynet og i musikvideoer. Hvis ikke vil folk flest altid have et forskruet syn på hvad og hvem vi er.

Jeg er helt enig i at «Urban Moves er et dansepolitisk viktig bidrag og en kunsthendelse resten av dansekunstmiljøet kan ta lærdom av.» Jeg synes også generelt at Urban Moves er utrolig vigtig for Dansens Hus, ikke som trækplaster for rigtige multikulturelle segmenter, for at tilfredsstille publikumstal eller for departementet, nej, men faktisk en reel åben festival for alle til at opleve dansens kraft. Med andre ord; Urban Moves er ikke bare et dansepolitisk viktigt bidrag, men et generelt politisk vigtigt bidrag!